Her ses de smukke aks på Lampepudseren 'Little Bunny'. Aksene er hvidlige, men med en tydeligt rosa og lilla farvetone der hvor blomsterne sidder.
Prydgræsser er særlig flotte i krukker og med bare et par simple råd er du sikker på at få succes med dine smukke krukker.
Prydgræsser der står med viftende aks er et smukt syn. Udvalget af forskellige prydgræsser er efterhånden meget stort og uanset om du er til et vildt og frodigt udtryk i haven, eller om din have er stilren og minimalistisk, så findes der en prydgræs der kan understrege netop dette.
Prydgræs har flere funktioner og bidrager ikke kun til at understrege et bestemt udtryk, men har også mange anvendelsesmuligheder. Et af dem er, at mange prydgræsser er særligt flotte, når de plantes i krukker.
Den flotte elefantgræs 'Malepartus' får høje aks med røde og purpur blomsterstande.
De fleste typer prydgræs er hårdføre og kan sagtens plantes i krukker, kummer og højbede, så længe de er plantet korrekt og bliver passet med vand og gødning.
Jorden bør være god og det er vigtigt, at der er godt dræn i den. Har du mulighed for det, så kan du blande ekstra dræn i jorden. Det kan være i form af lecanødder eller skarpt grus.Vær særlig opmærksom på godt dræn i jorden til de typer af prydgræs, der trives bedst i tør jord.
Der skal være godt dræn i bunden af krukken. Beregn gerne 5 cm. lecanødder for hver 15 cm. jord.
Stil gerne potterne et beskyttet sted, hvor planterne er skærmet af for den værste regn.
De fleste prydgræsser kan fint tåle frost, men er jorden meget våd i længere tid af gangen, så kan rødderne rådne.
Under et tagudhæng, hvor regnet ikke når potterne (eks. altaner)
Et drivhus
En overdækket terrasse
Et uopvarmet skur eller udhus
Står dine prydgræsser placeret i store krukker eller kummer der ikke kan flyttes, så er det særlig vigtigt med et godt dræn i bunden, så vandet kan rende væk.
Visner dine prydgræsser ned, kan de visne blade skæres tilbage i april måned. I tilfælde af stedsegrønne prydgræsser, kan bladene trimmes og døde blade kan friseres væk med fingrene.
Vurder gerne jorden i potten en gang årligt og pot op eller plant om, hvis det er nødvendigt. De fleste græsarter vil gerne have godt med gødning, så gød gerne med organisk gødningsgranulat 2-3 gange hen over sæsonen. Husk: gød hellere lidt af gangen, over flere omgange, i stedet for at give meget gødning på en gang.
Her har vi samlet 3 stærke favoritter til sommerens krukker, kummer og højbede.
Miscanthus sinensis 'Yakushima Dwarf'
Bladene på denne kompakte elefantgræs er grønne, med et skær af sølv. 'Yakushima Dwarf' bliver omkring 60-90 cm høj. Blomstrer i august og september med prydelige rødbrune aks, som bliver op til 120 cm. høje. Denne prydgræs bør plantes i fuld sol.
Pennisetum alopecuroides 'Hameln'
Lampepudsergræs har en tæt, tueformet vækst, hvilket gør dem perfekte til krukker. Bladene er smalle og grønne og de bliver cirka 40 cm høje. De vokser bedst i fuld sol, men kan godt placeres i vandrende sollys. Lampepudsergræs får fine, dunede aks i august til oktober måned. Aksene får en flot kobberfarve og står til langt ud på vinteren.
Miscanthus sinensis 'Strictus'
Bladene er lysegrønne med gule markeringer. Markeringerne får bladene til at flimre smukt, når solens stråler rammer dem. Zebragræs bliver op til 200 cm. høj. De kan trives i både fuld sol og halvskygge. De blomstrer i august til oktober med lange aks, der har flotte hvide frøstande.